Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

- Til anmeldelse af Pentax udstyr og tilbehør. Også uoriginal/tredjeparts tilbehør/udstyr! Anmeldelsen SKAL skrives her, og IKKE blot være et link til anden side.
Besvar
Brugeravatar
Stone G.
Rang: TOPBRUGER
Rang: TOPBRUGER
Indlæg: 1038
Tilmeldt: 29 jan 2010 21:20 pm
Kamera: Diverse Pentax
Geografisk sted: Nordsjælland
Kontakt:
Galleri: Se brugergalleri

Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af Stone G. » 04 jun 2010 01:18 am

Anmeldelse af Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2 system).


Billede
Hvorfor nu en Tamron anmeldelse under Pentaxudstyr, når adaptall-2 objektiver kan bruges til lidt af hvert?

Jo, historien begynder, som følger: Jeg har gjort et kup og købt en Tamron Model 04B på eBay i UK til 54.5 GBP + forsendelse! Et kup? Til over 54 pund for en simpel (ikke en gang SP) prime? Nu rabler det da vist for ham!!!

Nej ikke helt, for af et af de to ledsagende billeder i averteringen fremgik, at objektivet var med montering og et hurtigt zoom viste, at dette var den ganske sjældne og dyre KA montering, som af og til udbydes af de professionelle forhandlere på eBay til p.t. omkring GBP 60. For dem, der ikke kender den, er Pentax KA-bajonet udstyret med elektriske kontakter, så al automatik - på nær autofokus - kan benyttes på såvel ældere analoge som nuværende digitale Pentax kamerahuse.

Denne KA-adapter var ikke omtalt i selve annonceteksten. Sælger skrev blot, at han ikke havde forstnd på objektiver, men inkluderede et billede af fatningen. En e-mail til sælger sikrede, at han godt ville sende til Danmark formedelst 4,84 GBP, og så var det blot at vente, til udløbsdatoen nærmede sig. Desværre var der så også en anden køber, der havde fået færten, så det endte med kamp lige til stregen, men det blev altså undertegnede, der vandt og fik lov til at betale. En vis risiko er der selvfølgelig: Sælger havde netop ikke nævnt eller garanteret noget omkring fatningen, så nu var det bare at vente til den store dag.

Den kom så i går. Ikke forstand på objektiver? Næh, sælger havde sendt varen i en boblekuvert let indsvøbt i bobleplast! Det var nærmest med rystende hænder, jeg åbnede kurverten, men 'Lo and Behold' varen var uskadt, som vi nu skal se.

Billede

Og her har vi så selve sagens egentlige kærne:

Billede
Man bemærker de tre elektriske kontakter (Rigtige Pentax KA objektiver har mig bekendt 6) og en lille omskifter lige under min tommelfinger. Det er den, der sætter Tamrons adaptal-objektiver i "AE-mode" (i Pentax terminologi blot A-mode), og i denne mode kan alle Pentax auto-funktioner benyttes bortset fra AF,

(d.v.s. P, Sv, Tv, Av - og så selvfølgelig M).

Selve objektivet skal jo ikke glemmes, så det har vi her på mit Pentax K200D:
Billede

Billede
og forsammenligningens skyld sammen med et Tamron SP 35-80 mm Model 01A f/2.8 - 3.8 og en S-M-C Takumar 135 mm f/3.5.

Billede

Første indtryk af objektivet:
Objektivet, som blev fremstillet i perioden 1979 - 84, gør et godt, gedigent indtryk; måske ikke helt så gedigent som de to ovennævnte sammenligningsobjektiver, men så afgjort solidt metal og glas hele vejen igennem. Ikke noget plastik her - og meget mere solidt end min Tamron 103A zoom.

Den indbyggede solblænde virker umiddelbart praktisk - men også ret kort. Den må stå sin prøve med tiden, men ellers er den forsynet med 62 mm gevind, så udvidelsesmulighederne er til stede.

Objektivet er med sine 540 g forholdsvis tungt, men ligger rigtig godt i hånden; det brede fokusgreb er beklædt med rigitg gummi - og altså ikke noget med plastic her. Fokusgangen er næsten "Takumar-agtig". I praktisk brug blev jeg lynhurtigt dus med det og kan allerede nu sige, at dette er et objektiv, der vil blive brugt.

Den manuelle blændeindstilling er, som hos de bedre Tamron adaptall-2 objektiver, jeg har haft i hånden, omend ikke helt så let og behagelig i gangen som f.eks. Takumar objektiverne.

Men alt i alt kan jeg skrive under på, at http://www.adaptall-2.com har ret, når de skriver, at "ergonomics are superb". Man kan i øvrigt som sædvanligt finde udmærkede specs. og optiske diagrammer på det nævnte site.

KA-adapteren:
Min adapter er i god stand omend man nok kan se, at den skam har været brugt - vel godt det samme, da det viser, at den tidligere ejer rent faktsik har kunnet bruge den til noget. Jeg har læst en del skriverier om, at Pentax brugere har haft visse problemer med kontakterne, og der findes mange råd på nettet om, hvordan man kan skrabe/slibe udvalgte skruer fri for lock-tite rester, vride adapteren let, montere den lidt løsere på objektivet...... Kort sagt, det er med en vis potion skepsis, man første gang sætter den i sit kamera. men min sandten om jeg ikke blot skulle sætte objektivet i kameraet og dreje over på AE-stillingen og fluks er blændetallet synligt i søgeren. Jeg kan forvælge blænden i Av-indstillingen, tid i Tv, følsomhed i Sv eller overlade det hele til automatikken i P-indstilling. Yderligere har jeg så nu den fordel, at alle Exif-data bliver genkendt og skrevet i filerne. (Brændvidden beder kameraet selv om, når man sætter et manuelt objektv i, hvis ellers billedstabiliseringen er aktiveret). Og til allersidst: Mine SP 01F telekovertere er også designet til at overføre disse indstillinger, så hermed har jeg så også fået "auto-TC" funktionalitet. Det har jeg dog ikke prøvet af i praksis endnu.

Men når man er vant til kun at bruge sine gamle objektiver rent manuelt, føles det som en vild luksus, ikke at skulle bekymre sig om eksponering, men kun om fokus. På mit Pentax K200D skal jeg ellers manuelt indstille blænde og huske at bruge "the green button" for at få korrekt eksponering i M-mode, og på mit Pentax *ist DL skal jeg endda både bruge DOF og "the green button" --- og selvfølgelig glemmer jeg det altid i kampens hede, når det er allermest påkrævet og/eller der skal skydes hurtigt! Det er en kæmpe fordel ved Pentax, at der er bagudkompabilitet til KA-bayonetten, (der i parantes bemærket blev introduceret i 1983).

Så let gik det altså med mit at få KA-funtionalitet med mine gamle Tamron objektiver på mit Pentax K200D hus; om det er huset, der matcher denne fatning særligt godt, om andre har været uheldige, eller om jeg med tiden også vil løbe ind i problemer, må tiden vise.....

Resultater:
Til en fair objektivtest kræves enten objektivt måleudstyr (det har jeg ikke) eller stor erfaring (det har jeg heller ikke) eller, som minimum, at man lader være med at billedbehandle m.h.t. ekstra skarphed, mætning af af farver o.s.v. Så i det følgende viser jeg JPEG lige-ud-af-kassen, med farveintensitet, kontrast og skarphed forud indstillet i den "bløde ende" i mit kamera. Lad os hermed se på nogle udvalgte parametere:

Fokus og kontrast:
Det afhænger jo - specielt for de længere teleobejktiver - en god bid af vejforholdene. De var hæderlige, men heller ikke mere i dag. Se blot på nedenstående:

Billede
Bølgerne i betonbjælkerne skyldes ikke en gal arkitet, men forvrængning som følge af lufturo! Men ellers, synes jeg, en ganske lovende begyndelse. Fokusbekræftelse var her og i alle efterfølgende eksempler ganske uproblematisk, hurtig og præcis uanset kontrastforhold og lysindfald.

Forvrængninger/aberrationer:
Typisk for mange objektiver - især de billigere zooms - fra 80'erne er en vis CA i den purpuragtige ende. Det afslører sig hurtigt omkring baggrundsbelyste skarpe kanter, så her er en skorsten (100% crop) på omkring en halv kilometers afstand taget med to gamle Tamrons (Model 04B og Model 103A) og en moderne Tamron (18-200 mm) med autofokus. Alle ved 200 mm brændvidde og f/8:

Billede
(Model 04B)

Billede
(Model 103A)

Billede
(Tamron AF 18-200 mm)


Forskellen mellem 04B og 103A taler vist for sig selv! (Jeg vil ikke afvise, at 103A'eren har taget skade - jeg fik den på QXL for en 50'er - men det siger så, at der er forskelle på brugte objektiver, som man køber ubesete på nettet).

Denne serie er som sagt taget ved f/8 for sammenlignelighedens skyld, idet 18-200 mm'eren har f/6.3 som største blændeåbning ved 200 mm. Lige så interessant er imidlertid, hvordan 04B'eren klarer sig ved største blændeåbning, f/3.5:

Billede

og det er vel egentlig ganske hæderligt???

Endelig for fuldstændigheds skyld en serie close-ups, taget med samme objektiver på et par meters afstand, igen ved 200 mm og f/8:

Billede
(Model 04B)

Billede
(Model 103A)

Billede
(Tamron AF 18-200 mm)

Her er resultaterne mere sammenlignelige. Note: Model 04B har en mindste fokuseringsafstand på 1.7 meter. Tamron kalder dette en "close focus" lens - det må vist nærmest være en pæn omskrivning for, at dette IKKE er et objektiv med makro-funktion!

Skarphed, lige linier, farver o.s.v.:
Her blot nogle førstehåndsindtryk, der forhåbentlig mere eller mindre taler for sig selv.

Billede

Billede

Billede

Billede

Billede

Billede

De sidste blleder er taget med fuld automatik (P-mode) og jeg synes, KA-adaptere og kamera tilsammen klarer dette fint.

Kameraindstillinger/efterbehandling:
Til allersidst blot følgende: Jeg har i ovenstående eksempler bevidst valgt bløde værdier i kameraets forhåndindstillinger. Hvis man har en anden smag må man selvfølgelig ikke (for)dømme objektivet ud fra mine indstillinger. Som nedenstående viser, er der et vidt spillerum for, og man bestemmer i høj grad selv, hvilket resultat, man ender op med:

Billede
"før"

Billede
"efter"

Konklusion:
Tamron 04B er ikke en af Tamrons mest anerkendte eller kendte modeller; der er forholdsvis få anmeldelser og beskrivelser at finde på nettet, men de der er, er generelt "mildt positive". Personligt er jeg på blot en dag blevet ganske dus med dette objektivog sammen med min herlige KA-adapter er jeg ikke i tvivl om at dette er et objektiv, som jeg vil bruge ganske meget.

Om værdien er det svært at udtale sig. Jeg kender et par forhandlere i Skandinavien, som har dette opbjektiv til salg (med fuld garanti) til mellem 600 og 1000 DKK. På eBay ses det ikke så tit, men jeg har hørt at det typisk handles til mellem 20 og 30 GBP. Jeg har for nylig set et total renoveret eksemplar gå for GBP 65, hvilket var en "buy-now" pris. Under alle omstændigheder synes jeg i hvert fald efter mine første indtryk, at med den medfølgende KA-adapter har jeg fået et herligt tilskud til min beskedne samling af manuelle objektiver, og at jeg har fået ganske meget for mine 524 kr. og 42 øre - incl. forsendelse og bobleplast.


m.v.h. / Steen G. B.
Senest rettet af Stone G. 04 jun 2010 10:16 am, rettet i alt 2 gange.

Brugeravatar
JakobFriis
BOFH
Indlæg: 2212
Tilmeldt: 11 nov 2008 17:36 pm
Kamera: Nikon D800E
Geografisk sted: Vestbjerg

Re: Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af JakobFriis » 04 jun 2010 06:43 am

Ikke lige et objektiv for mig, men super anmeldelse. Godt gennemarbejdet.

Brugeravatar
John Nyberg
Rang: ELITEBRUGER
Rang: ELITEBRUGER
Indlæg: 4833
Tilmeldt: 08 aug 2007 13:58 pm
Kamera: Pentax K1 og K5 samt Olympus E-30
Geografisk sted: København
Kontakt:
Galleri: Se brugergalleri

Re: Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af John Nyberg » 04 jun 2010 11:22 am

Tillykke med købet; det ser jo rigtig godt ud. Mange af de gamle Tamron'er dur. Det er der ikke tvivl om. Min beskedne samling af Tamron rummer blot to objektiver (60-300mm, SP, 23A og 35-80mm, 01A) og dem er jeg både glad for og imponeret over. 01A'eren især til den helt korte bane som makro og closeup (har telekonverter og kobling til min bælg), mens 23A'eren også kan på dens korte bane, som er ca. 1,9 meter og selvfølgelig på den helt lange bane.

Jeg har ellers ikke villet se så meget på ikke-SP objektiver, men så vidt jeg kan bedømme ud fra dine billeder, så kan jeg da godt pakke den fordom sammen og smide den ud. Billederne giver et gdt indtryk. Meget fin anmeldelse. Tak for den.

Brugeravatar
Stone G.
Rang: TOPBRUGER
Rang: TOPBRUGER
Indlæg: 1038
Tilmeldt: 29 jan 2010 21:20 pm
Kamera: Diverse Pentax
Geografisk sted: Nordsjælland
Kontakt:
Galleri: Se brugergalleri

Re: Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af Stone G. » 04 jun 2010 17:32 pm

Tak til Jakob Friis og John Nyberg for pæne ord.

Og ja, det er det fine ved fora som dette, at der også er plads til at udveksle erfaringer om gammelt grej, så vi, der finder fornøjelse i de gamle MF sager, kan få lidt syn for sagen på forhånd, inden købelysten til nyt brugtgrej melder sig.

Specielt til John Nyberg om SP vs. ikke-SP: Generelt ville jeg være nogenlunde tryg ved de fleste adaptall-2 primes, hvorimod jeg ville være mere forsigtig med ikke-SP zoom objektiverne fra denne tid. Men igen, her har vi jo hinandens anmeldelser at støtte os til. PS.: Jeg har læst meget godt om Model 23A, men kender den ikke rigtig (endnu?). Hvad 01A angår deler jeg til fulde din begejstrin. Denne lille sag er ret fantastisk!

m.v.h. / Steen G. B.

Brugeravatar
John Nyberg
Rang: ELITEBRUGER
Rang: ELITEBRUGER
Indlæg: 4833
Tilmeldt: 08 aug 2007 13:58 pm
Kamera: Pentax K1 og K5 samt Olympus E-30
Geografisk sted: København
Kontakt:
Galleri: Se brugergalleri

Re: Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af John Nyberg » 04 jun 2010 22:33 pm

Jeg har anmeldt 23A - 60-300mm her: http://www.fotostart.dk/forum/viewtopic ... 31&t=28572 og faktisk lige nu lagt fire billeder mere til anmeldelsen. Det kan godt anbefales, det objektiv.

Brugeravatar
Stone G.
Rang: TOPBRUGER
Rang: TOPBRUGER
Indlæg: 1038
Tilmeldt: 29 jan 2010 21:20 pm
Kamera: Diverse Pentax
Geografisk sted: Nordsjælland
Kontakt:
Galleri: Se brugergalleri

Re: Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af Stone G. » 06 jun 2010 23:22 pm

John Nyberg skrev:Jeg har anmeldt 23A - 60-300mm her: http://www.fotostart.dk/forum/viewtopic ... 31&t=28572 og faktisk lige nu lagt fire billeder mere til anmeldelsen. Det kan godt anbefales, det objektiv.
Tak for link; jeg har skam allerede læst begge dine Tamron anmeldelser med stor interesse, og det får mig til at tænke på, at der efterhånden ligger rigtig mange, gode MF-anmeldelser her på sitet. Det kan godt være lidt uoverskueligt at skulle navigere rundt, så måske var det en ide for nogen at oprette en tråd blot med systematiske links (Takumar, Tamron, Cosina etc.) til disse???

Jeg benytter mig i øvrigt af lejligheden til at berette, at jeg nu har fået min Tamron 04B + KA adapter prøvet af sammen med min Tamron SP 01F 2x teleconverter; og som håbet, fungerer AE-automatikken også her. Der er lige den finurlighed, at det er objektivets blændeåbning og ikke systemets faktiske blændeforhold, der bliver skrevet i EXIF, men kameraet regner eksponeringen rigtigt ud, og det er jo det vigtigste.

Så her er nogle prøver af systemet ved 400 mm brændvidde. Som sædvanligt er alle eksempler JPEG lige ud af kameraet (på nær et enkelt eks.) og alle billeder er taget med håndholdt. Længe leve billedstabiliseringen - den gik ikke i 1982 da jeg fik min første Tamron!

De viste EXIF data er, som kameraet skriver dem. Man skal altså gange f-forholdet med to for at få den reelle blænde:

Billede
ISO 400 - 1/125 s - f/3.5 - Program Mode


Billede
ISO 400 - 1/90 s - f/11 - Aperture Priority


Billede
ISO 1600 - 1/250 s - f/5.6 - Program Mode. En kulsort kat på en lys vej i aftensol -det skal give farvestøj, men læg mærke til knurhårene.


Billede
ISO 800 - 1/180 s - f/4.5 - Program Mode

Billede
ISO 800 - 1/180 s - f/4.5 - Program Mode

Billede
ISO 800 - 1/125 s - f/3.5 (største blændeåbning) - Programmode

Billede
ISO 400 - 1/250 s - f/5.6 - Program Mode

Billede
ISO 400 - 1/180 s - f/8 - Shutter Prioroty.

Billede
Lidt beskæring og lidt efterbehandling i PhotoImpact, og så har man et ganske hæderligt close-up af en sommerfugl, der suger nektar i toppen af et lille syrentræ - på 3½ meters afstand!

m.v.h. / Steen G. B.

Brugeravatar
Lars Holte
Rang: TOPBRUGER
Rang: TOPBRUGER
Indlæg: 1886
Tilmeldt: 09 sep 2008 14:58 pm
Kamera: Pentax - digitalt og film
Geografisk sted: Nordsjælland

Re: Tamron 200 mm f/3.5 Model 04B (adaptall-2) med KA-adapter

Indlæg af Lars Holte » 15 jun 2010 18:35 pm

Tillykke med dit Tamron-objektiv og specielt adaptall-2-adapteret. Det sidste er værd at have. Det sjove med disse ældre objektiver - uanset om de er super skarpe eller ikke helt på top - at det er sjovt at prøve dem af. Var det ikke det man havde tænkte sig, kan man som regel få det meste af sine penge retur ved at sælge det videre. Det er ofte noget helt andet at købe noget nyt i 10.000-kroners klassen og måtte sælge det til en flere tusinde kroner lavere pris bare kort tid senere, hvis det ikke var det, man ville have.

Og tak for en nyttig og oplysende artikel.

Besvar